
1966
I hjertet af Islands Brygge Syd omdannes en eksisterende erhvervsbygning til ni moderne boliger. Projektet tager afsæt i områdets industrielle historie og tilfører nye boliger i et miljø præget af transformation og byliv. Arkitekturen balancerer mellem det rå og det forfinede og skaber en harmonisk sammenhæng med det omkringliggende bykvarter.
Projektet handler om at genanvende og omdanne en tidligere erhvervsbygning til ni funktionelle boliger i Islands Brygge Syd – et område i rivende udvikling, hvor havnens industrielle karakter møder moderne byliv.
De oprindelige bygninger bevares i deres hovedstruktur, og omdannelsen udføres med respekt for stedets historiske karakter. Nye vinduespartier og franske altaner giver bygningen et let og nutidigt udtryk, mens den industrielle rytme i facaderne fastholdes. Indvendigt skabes lyse, effektive boliger, der udnytter den eksisterende rumstruktur og materialitet.
Projektet bidrager til lokalplanens vision om et levende og bæredygtigt bykvarter, hvor boliger, erhverv og rekreative byrum indgår i et helhedsorienteret miljø. Ved at bevare den eksisterende bygningsmasse minimeres ressourceforbruget, og projektet fremstår som et eksempel på, hvordan transformation kan skabe nye kvaliteter i byens tætte væv.


